Status - APD Gruppen i Danmark

 

APD (Auditory Processing Disorder) henviser til vanskeligheder med bearbejdning/processering af auditive signaler/stimuli.

 

APD betegnelsen er forholdsvis ny i Danmark, hvorimod den i udlandet (bl.a. England og USA) har eksisteret i mange år under navnet CAPD (C’et stod for Central). C’et er nu fjernet, idet det ikke kan udelukkes, at vanskelighederne er at finde andre steder end i centralnervesystemet.

 

I foråret 04 stod det klart, at såfremt APD problematikken skulle tages seriøst i Danmark, var det påkrævet, at de forskellige berørte faggrupper satte sig sammen og fandt frem til dels en afklaring/afgrænsning dels et forsøg på arbejdsgang i forbindelse med diagnosticering og behandling af APD.

 

Som konsekvens heraf startede APD gruppen i efteråret 04. APD gruppen er en interessegruppe bestående af personer med forskellige faglige tilgange og interesse for APD problematikken. Gruppen består af ørelæger, psykologer, tale/hørepædagoger, i alt 6 personer.

 

Høreapparatfirmaet Phonak har lagt lokaler til vores møder, som har fundet sted ca. hver 3. måned. Phonaks interesse består i, at de har udviklet et udstyr, som det har vist sig med fordel kan anvendes bl.a. i klasseværelset til visse børn med APD.

 

Vores møder har omhandlet dels en afgrænsning af APD problematikken og dels et ønske om at udbrede kendskabet til APD – dels på PPR kontorerne (psykologer og tale/hørepædagoger), børnepsykiatriske afdelinger (nogle børns opmærksomhedsvanskeligheder forveksles nogle gange med ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder)) og audiologiske afdelinger.

 

Men arbejdet vanskeliggøres af flere forhold:

  • For det første er det svært, selv i et forholdsvist lille land som Danmark, overhovedet at fremkomme med nye diagnoser – det tager år at få viden om APD spredt rundt i systemerne
  • For det andet er det svært at udbrede kendskabet til APD, når diagnosen/afgrænsningen stadig volder vanskeligheder i andre lande, hvor der forskes i det
  • For det tredje og dette er nok den sværeste hindring: Hvis APD skal indgå i faglige overvejelser omkring de enkelte børn, skal der iværksættes nye samarbejdsformer mellem faggrupper, som traditionelt ikke har ret mange fælles berøringsflader (bl.a. psykologer, ørelæger, tale/hørepædagoger, hørekonsulenter)

 

For at starte med at udbrede kendskabet til APD har enkeltpersoner i gruppen skrevet indlæg til forskellige faglige tidsskrifter. Dette har medført, at der i visse dele af landet har været et stort pres for at komme i gang med diagnosticeringen og behandlingen af børn, hvor man har haft mistanke om APD.

 

Det er vigtigt at komme i gang ikke mindst for at hjælpe de børn, som måtte have disse vanskeligheder, men det er lige så vigtigt (eller vigtigere), at børnene får en rigtig diagnose fra starten, så de ikke bliver prøvebolde i systemet.

 

Derfor forsøger vi i gruppen bl.a. at afklare:

  • Hvordan skal arbejdsgangen være ved mistanke om APD?
  • Hvilke kriterier skal der være for at henvise et barn til yderligere undersøgelser, hvem henviser, hvem diagnosticerer?
  • Hvilke undersøgelser skal der til for at diagnosen APD kan stilles?
  • Når diagnosen er stillet – hvad så? Hvem vurderer, hvilke tiltag der skal foretages (f.eks. FM anlæg eller auditiv træning eller begge dele)?
  • Hvordan sikrer vi uddannelse i forbindelse med det videre pædagogiske arbejde (f.eks. tale/hørepædagogerne)?  
  • Hvordan følges op på effekten af undervisningen?

 

I forbindelse med udbredelsen af kendskabet til APD har gruppen foreløbigt haft gang i to vigtige tiltag:

  1. APD gruppen har startet en hjemmeside op, hvor det vil være muligt at hente informationer om APD
  2. APD gruppen har arrangeret flere forskellige arrangementer med internationalt såvelt som dansk islæt. Her har alle relevante faggrupper været repræsenteret