Behandling af APD
Hvordan hjælper vi børn med APD?
Blandt fagfolk er der stadig delte meninger, om hvilke behandlingsmetoder, der er de(n) bedste, og hvilke der er mest effektiv(e).
Der henvises ofte til 3 hovedstrategier indenfor behandling, som enten kan stå alene eller fungere sammen:
- Forbedring af det akustiske signal
- Forbedring af barnets auditive færdigheder
- Tilskynder barnet til anvendelse af metakognitive og sproglige ressourcer
Ad 1. Det akustiske signal
Dette kan forbedres på to måder:
A. Ændring af barnets omgivelser
- Ændring af de ydre forhold. Det kan for eksempel være at give barnet en plads tættere på tavlen og læreren, bevidsthed om rummets akustik og efterklang, ændring i det generelle støjniveau i institutionen/klassen.
- Ændring i den direkte kommunikation. Det vil sige, at den voksne kan hjælpe barnet ved at skabe øjenkontakt, skrive/tegne på tavlen (visualisere), ved tydelige informationer o.s.v.
B. Udstyre barnet med et FM-system
- Et FM-system kan i nogle tilfælde være en hjælp for et barn med APD. Barnet skal med dette anlæg bære en FM-modtager, som forstærker lyden af den talendes stemme. FM-systemet kan bevilges af PPR, hvis udstyret er nødvendigt for, at barnet kan følge undervisningen, da det så er en skoleudgift. Den skal så betales af enten amt eller kommune, alt efter om barnet får specialundervisningen efter §20, 1 eller § 20, 2
- Udgiften er en konsekvens af Folkeskolelovens §2 om, at undervisning er vederlagsfri.
- Skal det bruges i hjemmet for at klare fritidslivet, er det en udgift efter lov om social service § 97.
- Skal det bruges i hjemmet i forbindelse med lektielæsning, så er det en skoleudgift.
* FM er en trådløs teknologi, der anvendes mange steder i verden i dag. Udstyret anvendes især, når man ønsker at kommunikere med andre over stor afstand eller under meget støjende forhold.
De mest almindelige FM-apparater er radioer. Andre eksempler er trådløse telefoner, Walkie Talkies og baby alarmer.
Ad 2. Auditive færdigheder
Den auditive træning skal forestås af en tale/hørepædagog, som også kan vejlede pædagoger, lærere og forældre.
Ved konstatering af APD er det vigtigt at starte den auditive træning så tidligt som muligt, fordi hjernens evne til at udnytte andre steder i hjernen for at kompensere for de områder, der ikke fungerer så godt er bedst jo yngre barnet er.
I Danmark er vi p.t. ikke så langt, at der er tale/hørepædagoger, der er uddannede i at træne børn med APD.
Ad 3. Metakognitive strategier og sproglige ressourcer
Her tænkes især på de strategier, som et barn kan lære (sig) for at kompensere for vanskelighederne. Barnets bevidsthed om egne vanskeligheder er en forudsætning for, at barnet kan tilegne sig forskellige strategier for at afhjælpe de problemer, der opstår i dagligdagen.
Her vil den lokale tale/hørepædagog ofte kunne yde en konsultativ vejledning.
I arbejdet indgår oftest anvendelse af barnets sproglige ressourcer i øvrigt.
Når hjernen
ikke forstår
hvad ørerne hører