Definition af APD

 

APD (Auditory Processing Disorder) og CAPD (C står for Central) anvendes synonymt i litteraturen. Af og til anvendes betegnelsen (C)APD.

Den centrale auditive processering refererer til den effektivitet, hvormed centralnervesystemet udnytter den indkomne auditive information. Med andre ord handler det om, hvordan hjernen bearbejder lydene samt hvor kvalificeret, den gør det. Man forudsætter, at den neurobiologiske aktivitet, der ligger til grund herfor, kan måles med audiologiske elektrofysiologiske metoder.

Den auditive processering omfatter en række forskellige funktioner, og APD er forstyrrelser i udførelsen af disse. Det er meget vigtigt med en bred tværfaglig tilgang til APD såvel i afdækningen, i de differentialdiagnostiske overvejelser samt i behandlingen.

APD har i sommeren 2006 fået diagnosekoden DH933B af Sundhedsstyrelsen.

Definition af APD
Følgende definition refererer til den tekniske rapport udgivet af ASHA (American Speech-Language-Hearing Association) i 2005 (se i øvrigt links).

APD (Auditory Processing Disorder) kan derfor defineres som:

forstyrrelse i perception af et normalt auditivt input, som giver sig udslag i vanskeligheder på et eller flere af følgende områder:

Lokalisation og lateralisation af lyd

  • Auditiv diskrimination
  • Auditiv mønstergenkendelse
  • Temporale aspekter af hørelsen
  • Talegenkendelse i baggrundsstøj
  • Auditive færdigheder ved konkurrerende akustiske signaler (f.eks. dikotisk lytning)
  • Auditive færdigheder ved forringede akustiske signaler

I praksis skal der være tale om vanskeligheder, der har en væsentlig indflydelse på personens liv og læring, ligesom de skal give anledning til ændringer i auditive elektrofysiologiske potentialer.

Færdigheder som fonologisk opmærksomhed, opmærksomhed og hukommelse for auditiv information, auditiv syntese, forståelse og fortolkning af auditiv information betragtes som kognitive og/eller sprogligt relaterede funktioner og hører derfor ikke under APD definitionen.

Afgrænsningen volder en del vanskeligheder, da vi ikke kender de eksakte mekanismer, der ligger til grund for auditiv processering og heller ikke de fejlprocesser, der forårsager fremkomsten af APD. Med baggrund i disse usikkerheder har en gruppe under American Academy of Audiology i 2000 defineret APD bredt, som et deficit i bearbejdning af information, som er specifik for den auditive modalitet.

 

Man forudsætter som konsekvens heraf et tværfagligt udredningsarbejde til udelukkelse af alle andre kendte lidelser og faktorer, der kan influere på vurderingen af en eventuel tilstedeværelse af APD. Denne definition har mange tilhængere, men når det gælder test for APD, henholder man sig dog til ASHA definitionens specifikke punkter, hvilket er den væsentligste grund til, at APD gruppen holder sig til den tidligere anførte definition.

Prævalens
Da der er en vis usikkerhed omkring definitionen, er der tale om estimater:

2-3 % af alle børn under 14 år
5 % af den øvrige aldersgruppe

Drenge er i overtal.

Årsager
I litteraturen omtales 4 væsentlige årsager:

  • Skader på centralnervesystemet Senmodning
  • Tidligt høretab
  • Genetiske forhold (der er dog ikke fundet gener, der kun giver APD)

Endvidere kan en serøs eller kronisk otit i den tidlige barnealder give anledning til et APD lignende billede, som først forsvinder 2-3 år efter reetableringen af normal hørelse.

 

Symptomer

Symptomerne på APD kan fremstå som et eller flere af nedennævnte:

Mangelfuld taleforståelse i ro uden mulighed for mundaflæsning

  • Mangelfuld opfattelse af flerleddede beskeder
  • Manglende retningshørelse
  • Mangelfuld taleforståelse i baggrundsstøj
  • Mangelfuld forståelse af hurtig eller utydelig tale


Herudover kan der lægges nogen vægt på akkompagnerende vanskeligheder som svage læse/skrive/stave færdigheder, sprogudvikling, CNS lidelser samt mellemøreproblemer.

"Dysfunktioner i kognitive og sprogligt relaterede områder kan give anledning til mistanke om APD og bør følges op med med en henvisning til audiologisk afdeling for en nærmere udredning"


Adfærdsvanskeligheder samt svage sociale relationer kan dække over APD hos et barn og bør følges op af en nærmere psykologisk udredning.

Børn med autisme, opmærksomhedsforstyrrelser eller ADHD bør vurderes af pædiater samt gennemgå en neuropsykologisk udredning.